Rid dig yngre

Pernille Vilholm Ibsens passion for islænderheste har vendt op og ned på begrebet fritid og fylder hendes hverdag med overskud og mod på tilværelsen. Helt uden at koste hende en formue.

Af Simon Andersen Nielsen  

Fire børn, tre heste, en hund, en fuldtidsstilling og en ægtemand. Pernille Vilholm Ibsens hverdag er fyldt med gøremål, men passionen for islænderheste hjælper med at samle mange af enderne. Hele familien er involveret på den ene eller anden måde og familiedynamikken stortrives under mors hobby.

” Jeg bliver en sødere mor og kone på alle mulige måder, når jeg har været i stalden,” siger hun.

Siden Pernille Vilholm Ibsen for otte år siden købte sin første islænderhest, har hun tilbragt tid svarende til en mindre deltidsstilling i stalden på Fløjlstrup Mark i Beder.  15 timer om ugen, som førhen ville være blevet brugt på sofaen med en tv-serie eller et dameblad, men som nu skaber værdi i hverdagen. Det er her, hun tanker op til dagens øvrige gøremål.

For Pernille er stalden en tidslomme, hvor dagens stress renses ud af hovedet, og hun får nulstillet sig selv efter en lang dags arbejde. Samværet med sine tre islænderheste, kombineret med et møde med naturen på rideturene, genoplader fuldkomment batterierne hos Pernille og virker som en slags meditation.

”Det er det, der giver mig energien til alt det sure. Det er det, der gør, at når jeg kommer hjem, kan jeg godt lige overskue at skulle tage opvasken, lave mad og vaske tøj,” siger hun.

Tid til det hele

Selvom det primært er Pernille selv og hendes teenagedatter Freya, som rider på hestene, så hjælper de øvrige børn og ægtemanden, Henrik, til med nogle af de praktiske gøremål såsom vedligeholdelse af hestetrailer, rengøring af bokse og deltagelse i staldens arbejdsdage. Pernille er dog primus motor og bruger klart mest tid med hestene:

Stalden er blevet et af de bærende fællesskaber i Pernilles hverdag og med en fælles interesse i form af hestene, giver stalden både det førnævnte samlingspunkt for familien, men åbner også for relationer til andre ligesindede:

“Det indebærer også at ride en tur med en veninde i tre timer og diskutere alt mellem himmel og jord. Det er lidt som at være ung igen” smiler hun.

” Indimellem gør jeg det ’undercover’ og siger, at jeg arbejder længe,” griner hun.

Pernille arbejder som forretningscontroller på Aarhus universitet og har en arbejdsdag, der primært handler om tal, en computer og en kontorstol. Hun beskriver selv sit job som værende ’oppe i hovedet’ og det er præcis her islænderpassionen virker afbalancerende, da mødet med hestene tvinger hende til at komme ned i kroppen og mærke efter. Hestene er både tiden og pengene værd.

Finansieret af hundehvalpe

Pernilles islænderhest koster i omegnen af 60.000 kr. Det er mange penge at poste i en fritidsinteresse, men i Pernilles tilfælde er pengene ikke gået fra kostbudgettet. Hjemmet i Odder huser nemlig en firbenet guldgrube; bomuldshunden Lucca, som fik et kuld hvalpe, der skulle vise sig at være en hel islænderhest værd.

Projektet med hvalpenes opdrætning havde været Pernilles ansvar, og derfor hørte hun intet brok, da hun ville investere pengene direkte i sin passion. Ligeledes bestemte hun også, at Luccas næste kuld hvalpe skulle finansiere nye sadler året efter.

Hestene er blevet så integreret en del af Pernilles hverdag, at hun ikke kan forestille sig et liv uden. For hende er livet for kort til altid kun at gøre det sure, og hun har med sin islænderpassion hun fundet en arena, der forener og driver de vigtigste dele af hendes liv.

Hun opfordrer; ”Gør det, du bliver glad af først. Opvasken kan sgu altid vente”.

Artikel: Fastlåst i Aarhus

Fastlåst i Aarhus: Er det ham eller byen, der skal oppe sig?

rasmus

Rasmus har boet i Aarhus i samlet 1,5 år og føler allerede, til tider, at livet i byen er kørt fast. 

 Af Simon Andersen Nielsen

Ny start, ny by = ny energi. Sådan er det i hvert fald for mange, men tilsyneladende ikke for 22 årige Rasmus. Rasmus er for nyligt flyttet til Aarhus, men har tidligere boet i byen i ca. 1,5 år.

Da snakken falder på, hvorfor Rasmus er flyttet til Aarhus igen, er der én ting, som skinner igennem: ”Primært er det DMJX og ikke Aarhus, jeg er flyttet hertil for”, siger han og slår en klar streg under, hvor stor betydning uddannelsen har haft på hans valg af bopæl. Der er noget usagt, en elefant i rummet, men den vender vi tilbage til.

Netværket i orden

Rasmus er, som sagt, helt nystartet studerende, på DMJX i Aarhus, og har været bosat i byen siden juni måned i år. På trods af den relativt korte residens i byen, har Rasmus et netværk i Aarhus, der er sammenstykket af bekendtskaber fra mange forskellige steder. Dels er der en gruppe af tidligere medstuderende fra statskundskab på AU, dels er der en gruppe fra Rasmus’ tidligere højskole og til sidst en gruppe ”venner hjemme fra provinsen, hvor jeg kommer fra”, som han selv siger det.

Til spørgsmålet om han er tilfreds med sit netværk i Aarhus, svarer Rasmus: ” Ja det er jeg.  Jeg synes efterhånden at jeg har mange gode bekendtskaber”. Det sociale er altså på plads.

Er Aarhus simpelthen for lille?

Det er ikke mangel på det sociale, der klemmer luften ud af tilværelsen for Rasmus, men hvad er det så? Hvad er det, der giver denne følelse af at stå i stampe? Jeg beder Rasmus om at forklare, hvad, ved Aarhus, han tror medvirker til tomgangen: ”Hvis jeg går i byen i Aarhus, ender jeg altid på de samme beværtninger, og med de samme mennesker, og hvis jeg vil ud at spise i Aarhus, er udbuddet småt. Aarhus er måske bare lille på en måde”, lyder svaret. Elefanten er ude i det fri.

Aarhus’ størrelse, og bybillede, virker til at have en indskrænkende effekt på Rasmus og hans mulighed for at få stimuleret sine interesser. Holdt op imod en fortid i den nordjyske by Frederiks kan dette godt virke lidt mærkværdigt og jeg spørger ind til, hvad bevæggrunden for denne stilstand kunne være:  ”Det er nok rigtigt, at hvis jeg søgte, og brugte, byen mere, så ville jeg være væsentligt mere positivt stemt. Jeg synes Aarhus er en dejlig by, og der er mange ting jeg ikke har udnyttet i samme grad som jeg fx gør i KBH.”

Søg, og du skal finde

Jeg spørger Rasmus om han kan se muligheden for aktivt at opsøge nye ’græsmarker’ i Aarhus og på den måde åbne horisonten lidt op. Rasmus fortæller, ” Det er fordi det er for nemt og falde ned i det man plejer at gøre”. Old habits die hard. Rasmus fortsætter, ” Jeg har ikke været så velbevandret i andre byer, som jeg er i Aarhus, så jeg har måske været mindre nysgerrig her, hvor jeg ligesom er blevet indført i, hvordan man gør tingene gennem mine Aarhus bekendtskaber”. Der etableres lige så stille en forståelse af, at mønten måske har to sider. Måske er Aarhus ikke så åbenlys i sine kulturelle, sociale udbud som fx København, men man finder intet her i livet, hvis man ikke leder. Rasmus skal udfordre både sige selv, og byen, for at komme ud af det trummerum han er havnet i. Måske kan han endda bruge DMJX-starten som en hjælp til dette?

 

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.