Når kviklånskarussellen kører, kan samfundets svageste ikke komme af

Danskerne tager flere og flere kviklån. Særligt udsatte og unge forbrugere tager mange lån, men gælden kan hurtigt blive helt uoverskuelig. Sara Larsen skylder over 200.000 kroner væk, og i dag ville hun ønske, hun var blevet stoppet af kviklånsfirmaerne

Af Philip Horup, Emil Føns Foldager og Simon Andersen Nielsen

Det var en nem måde for 25-årige Sara Larsen at få lidt flere penge på. Derfor gjorde hun det igen. Igen. Og igen. Mange gange.
Kviklån.

For et års tid siden opdagede Sara Larsen muligheden for at tage kviklån.
Pengene var typisk på hendes konto inden for 15-30 minutter. Og så blev de brugt. Uden at hun havde en plan for, hvordan eller hvornår de skulle betales tilbage. Sara Larsen blev vant til at have penge mellem hænderne, og med pengene begyndte forbruget at stige.

Sara Larsen var blevet træt af, at hun ikke altid havde penge til for eksempel at gå ud og spise eller til at tage i byen med sine veninder. Derfor blev det attraktivt for hende at tage kviklån.
Samtidig var hun begyndt at tage kokain, og kviklånene hjalp til med at finansiere hendes misbrug.

Når Sara Larsen tog et lån gik hun ikke op i renterne. Faktisk vidste hun ikke, hvad renten var på. Hun skulle bare have nogle penge til “at have det lidt lækkert for”. 

Sara Larsen bor for sig selv i en mindre taglejlighed. Askebægerne på sofabordet er fyldt med cigaretskodder, ligesom dét på spisebordet og dét på køkkenbordet. Sara Larsen er til dagligt ansat i fleksjob i en kantine, men opvasken i lejligheden er ikke blevet taget for nylig. En medfødt hjerneskade har gjort det svært for hende at passe et arbejde på fuldtid, og når Sara Larsen har fri er hun træt.

Sara Larsen har ikke anden uddannelse end folkeskolen. Efter hun blev færdig med skolen, prøvede hun at tage en uddannelse på HHX, men niveauet var for højt for hende. Derfor har hun været igennem flere forløb med arbejdsprøvning.

De svageste rammes  

Det er samfundets svageste, der bliver hårdest ramt, når kviklånsfirmaerne ruller deres tårnhøje renter ud. Et stort set ureguleret marked for kviklån gør, at danskere, der i forvejen har en presset tilværelse, kan gældsætte sig for livet på få minutter.   

Når man ikke har mange penge på lommen og andre svære problemer at tage sig af, kan det virke som en god idé, men konsekvenserne af et kviklån kan være svære at overskue. Grunden, til at folk kan gældsætte sig gennem kviklån, er blandt andet, at firmaerne ikke gennemfører grundige kreditvurderinger af låntagerne, og derfor kan man få lov til at låne penge, som man ikke har en ærlig chance for at betale tilbage.  

Antallet af kviklån i Danmark er eksploderet. Sidste år blev der udstedt 358.000 kviklån til danske forbrugere, og det er en fordobling på bare to år. Tilsammen skylder danskerne tæt på en milliard kroner til kviklånsfirmaerne. Og da lånene ofte har årlige omkostninger på over 800 procent, stiger det beløb hastigt.   

Mange danskere forstår ikke de begreber lånefirmaerne bruger, når de udbyder deres lån, hvor de vigtigste betingelser ofte står med småt. Derfor ved forbrugerne reelt ikke, hvad de siger ja til. Særligt dem med en lav eller ingen uddannelse bliver ramt, da de oftest slet ikke har noget begreb om rentesregning. Firmaerne kører desuden med en aggressiv markedsføring, hvor der især lokkes med hurtige penge, hvilket til sammen kan friste de fleste.  

Sara Larsen åbner et af de mange breve, hun får tilsendt fra de firmaer, hun skylder penge.

Løgn og lån 

Siden Sara Larsen for et år siden begyndte at låne penge, har hendes mobiltelefon ringet en del. I starten tog hun den for det meste, men efterhånden blev det for meget med opkaldene fra kviklånsfirmaer, der spurgte efter deres penge. Så nu swiper Sara Larsen altid til venstre, når de ringer. For at lægge på. 

I sin tid skulle der heller ikke mere end et par swipes på Sara Larsens sorte Samsung, før lommen pludselig var foret med lånte penge.

På et tidspunkt når Sara Larsen til et punkt, hvor hun skylder penge til samtlige lånesider, der eksisterer i Danmark. Over tyve gange har smartphonen været fremme, når et spontant behov for penge er opstået. Og over tyve gange har hun fået grønt lys til at låne. Til trods for, at Sara Larsen undervejs står listet som dårlig betaler af mindst fem lån i RKI.  

Af og til har kviklånsfirmaerne spurgt om, hvad pengene skulle bruges på. Men Sara Larsen lærte snart, at en hvid løgn var svar nok. Og selv når hun var ærlig og sagde, at hun skulle bruge pengene til at betale af på andre kviklån, fik hun alligevel lov til at swipe pengene ind på kontoen i sidste ende. De spurgte sjældent ind til hendes egen økonomi. Sjældent til hvor meget hun egentlig tjente.  

Dårlig (men hurtig) kreditvurdering 

Sara Larsen er langt fra den eneste, som får lov til at optage det ene kviklån efter det andet, uden at kviklånsfirmaerne vurderer, om hun har en chance for at betale lånet tilbage. I gennemsnit optager en person med kviklån syv separate lån – og det selvom kviklånsfirmaerne egentlig har pligt til at foretage en kreditvurdering af deres kunder.  

Tilbage i maj 2017 skærpede Forbrugerombudsmanden reglerne for, hvor grundige kviklånsfirmaerne skal være, når de vurderer deres ansøgere. Kravene lyder blandt andet på, at firmaerne skal kigge på specifikke økonomiske forhold hos den potentielle kunde, og at man i den forbindelse skal tage stilling til, om personen har en chance for at betale lånet tilbage indenfor den aftalte tidsramme.    

Ser man nærmere på de forskellige kviklånsfirmaers hjemmesider, så er det imidlertid et lidt anderledes billede, som møder Sara Larsen og andre, der som hende gerne vil låne penge hurtigst muligt. På sider som Vivus.dk, Ferratum.dk og Kassekreditten.dk slår firmaerne sig primært op på én ting, når det kommer til kreditvurderinger. Hastighed.

Nemt og hurtigt. Det er de kvaliteter, som Danmarks største kviklånsfirma, Vivus, slår sig op på i forhold til kreditvurderingen af deres potentielle kunder.  

Budskabet på langt de fleste kviklånssider er, at din ansøgning om at låne penge højst tager et par minutter at behandle, for på den måde sikrer firmaet, at pengene er på din konto så hurtigt som muligt. Og det bekymrer Carsten Tanggaard, som er økonomiprofessor på Aarhus universitet:  

  • Når kreditvurderingen foregår på en computer og på ganske få minutter, så kan man ganske enkelt ikke nå at tjekke oplysningerne grundigt nok, fortæller han.
Denne rykker fra Gyldendals Bogklub er blot én af mange fra forskeliige kreditorer, som gerne vil have Sara Larsen til at betale tilbage.

200.000 kroner i gæld og en flad tyver på fortovet 

Det er først efter, Sara Larsen ikke længere kan optage kviklån, at det går op for hende, at det ikke er rigtig godt, det hun har kastet sig ud i. Kviklånsfirmaerne har langt om længe smækket kassen i. Sara Larsen forsøger ved samtlige firmaer, men beskeden er den samme. Ikke flere penge.  

Hun står registreret i RKI. Sidst hun havde et overblik over, hvor meget hun skyldte, var i foråret. Dengang var det 200.000 kroner. Sara Larsen er blevet erklæret insolvent – et ord hun har mege svært ved at udtale og forholde sig til – i Fogedretten, og hendes betalingsevne er i bund.    

Sara Larsen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Hun har en regning ved den lokale pizzamand, der skal betales tilbage i starten af hver måned. Da vi møder hende, fortæller hun også, at hun blev glad, da hun fandt en 20’er på vej hjem fra arbejde, for så var der til aftensmaden. 

Til december er hun færdig med sit fleksjob. Så ryger hendes indtægt, og hun kommer på kontanthjælp. Hun har ingen ide om, hvordan hun så skal komme til at betale pengene tilbage. Og oveni er hun blevet vant til at have en del penge mellem hænderne. Som hun selv siger, er det svært at sætte sit forbrug ned, når det først har været højt.  

Hun synes ikke, at det er rart at have så stor en gæld, som hun har. Hun kan ikke selv bestemme, hvad hun vil bruge sin løn på. Hun er med sine egne ord “ikke fri”.  

Fordi hun ikke kan låne flere penge af kviklånsfirmaerne, er hun nu begyndt at låne penge af private på Facebooksider. Hun ved godt, at det er skidt, men hun kan ikke få hverdagen til at hænge sammen uden.  

Hun håber selv, at hun kan komme på ret køl og få betalt pengene tilbage indenfor 5-10 år. På et tidspunkt vil hun gerne kunne købe en bil og flytte i en bedre og større lejlighed, men hun ved godt, at det ligger et stykke ude i fremtiden. Hun håber på, at hun sammen med gældskontoret kan få lavet en fornuftig afdragsordning.  

Den danske kviklånstager  

Tæt på halvdelen af alle kviklån bliver taget af unge mellem 18-30. Typisk har låneren ikke anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve. En stor del af dem, der tager kviklån, kan have svært ved at låne penge i banken og må derfor låne igennem et kviklånsfirma, hvor kreditvurderingen ikke er så grundig. Det er lidt oftere mænd end kvinder, der tager kviklånene. Et gennemsnitligt kviklån er på 7500 kroner.   

For den del af kviklånstagerne, der optager flest lån, er historien dog en anden. De mest aktive tager i gennemsnit 25 lån, og har en aktiv gæld for 70.000 kroner. Mange af dem vil betale flere hundrede tusinde kroner i renter om året. De 70.000 forvandler sig derfor oftest til en større gæld, der fuldkomment kan smadre en privatøkonomi.  

Folk med en afhængighed og psykisk syge mennesker tegner sig også for en stor del af det totale antal kviklån. Der har således været flere sager, hvor personer, der bor på lukkede afdelinger for psykisk syge, har optaget lån for mange tusind kroner uden at have en indtægt. 
 
Mange af dem, der tager kviklån, har i forvejen ikke noget arbejde. De har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor optager de små kviklån. Men da de har en lav indtægt, bliver det svært for dem at få betalt lånet tilbage. Så kører karrusellen, og låntageren får en endnu dårligere privatøkonomi.  

Lånene bliver oftest brugt på forbrugsgoder som elektronik, hvidevarer, møbler, tøj eller som i Sara Larsens tilfælde til forbrug og fornøjelse. I opgørelserne, der foreligger på området, bliver narko- og ludomani nemlig registreret som fornøjelse. Derudover bliver omtrent hvert 12. kviklån brugt til at betale af på et andet kviklån.  
Halvdelen af dem, der har taget kviklån, overvejede ikke om, de havde andre muligheder for at låne pengene, der var billigere eller bedre. En stor del af låntagerne har ligeledes undervurderet omkostningsniveauet ved kviklånet.  

Læs mere i afsnittet nedenunder.

Som at tisse i bukserne 

I Skibby på Sjælland bor 44-årige Niels Kjello Andersen sammen med en kammerat. Niels Kjello Andersen er oprindeligt vokset op endnu længere oppe i Nordsjælland, nærmere bestemt i kunstbyen Humlebæk, hvor han også gik i gymnasium med stor succes på karakterfronten. I sin fritid elsker Niels Kjello Andersen at spille musik, især med sine hænder dansende let hen over klaverets tangenter.  

Men som voksen får klaveret en anden lyd, da han bliver meget syg. Sygdommen kræver meget af ham – både økonomisk i form af udgifter til medicin – og menneskeligt, hvor det bliver svært at sætte en ordentlig hverdag sammen. Det bliver svært for ham overhovedet at komme ud af sengen om morgenen, og Niels Kjello Andersens økonomi kommer gradvist til at sejle mere og mere. 

  • Jeg havde store udgifter til medicin, og jeg skyldte penge væk til forskellige firmaer især i form af renter og gebyrer, fordi jeg var så syg, at jeg ikke kunne overskue min økonomi, som jo så bare løbende blev værre og værre, husker Niels Kjello Andersen.     

I forsøget på at rette op på forfaldet begår Niels Kjello Andersen, hvad der kan vise sig at være hans livs største fejltagelse. Han tager et kviklån på 10.000 kroner. Ideen med lånet er at betale, hvad han skylder væk til andre kreditorer, men kviklånet rammer ham i hovedet som en boomerang. For selvom Niels Kjello Andersen får betalt til de andre kreditorer, skylder han nu endnu flere penge væk, da renterne på kviklånet er i en anden liga.    

  • Jeg så det som en hjælp, men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen, og så bliver det sgu koldt, siger Niels Kjello Andersen, som tog lånet for halvandet år siden. 

Niels Kjello Andersen er blevet en del af den voksende flok af danskere som skylder penge til kviklånsselskaberne. Niels Kjello Andersen er fanget i folden hos markedslederen Vivus, for han kan ikke hamle op med de renter, som han har skrevet under på. Renteudgifterne ligger månedligt på tyve procent, så Niels Kjello Andersen betaler 2000 kroner i renter hver måned. Det er mange penge for en førtidspensionist.  

  • Jeg betaler renterne, men jeg sidder i saksen, fordi renterne er helt ude af proportioner, siger Niels Kjello Andersen, som er vred på Vivus, selvom han erkender, han ikke selv læste kontrakten ordentligt igennem.  

Det går hurtigt hos kviklånsselskaberne, og Niels Kjello Andersen ser et stort problem, i at samfundet accepterer virksomheder, som kan flænse dig efter et enkelt øjebliks uopmærksomhed i et svagt øjeblik.  

Ulykkelig over sin livssituation grundet den pludselige sygdom var Niels Kjello Andersen nemlig desperat efter at finde en løsning på sin økonomiske deroute, og en kviklånsreklame i fjernsynet gjorde udslaget, men i dag ved Niels Kjello Andersen, at reklamen var et fatamorgana. 

Kviklånsfirmaerne har en helt klar målgruppe, og det er dem som er faldet i livet på den ene eller anden måde. Det er de forvirrede, og det er de uheldige. Det er de kloge, som narrer de mindre kloge, men det er ikke menneskeligt fair.  

-Niels Kjello Andersen

Kviklån under lup – lokkemad for alle pengene  

Kviklån, der er forbrugslån med hurtig udbetaling og kort løbetid, dukkede for alvor op til overfladen i Danmark efter finanskrisen i 2009. Kviklån er en digital overbygning på de såkaldte SMS-Lån, og noget tyder på, at lånene er kommet for at blive. Her ti år efter finanskrisen bliver der i hvert fald taget flere kviklån i Danmark end nogensinde før.  

På overfladen er kviklån en simpel forretning – en nem og hurtig måde at låne mindre beløb på – men kigger man nærmere på lånenes opbygning og virksomhedernes forretningsmodel, bliver det mere tricky.     

Selskabet 4finance sidder tungest på kviklånsmarkedet i Danmark, hvor de blandt andet udbyder lån gennem siden Vivus.dk. Hos Vivus er det muligt at tage kviklån på småbeløb helt ned til 100 kroner. Ligegyldigt hvor stort et beløb, man som kunde låner hos Vivus, løber der tyve procent i renter på lånet om måneden, hvilket er en astronomisk stor rente.  

Når kritikere konfronterer kviklånsselskaberne og spørger; hvorfor så høje renter? har kviklånsselskaberne kvikt kontrasvaret klar: Der er tale om lån af mindre beløb, så renterne skal jo til gengæld være høje, hvis der skal være en forretning i det.  

Økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet er kritisk over for Vivus’ tilbud om lån på helt ned til 100 kroner.   

  • Spørgsmålet er, om det er i kundens interesse at få et lån på 100 kroner, hvis det risikerer at ende i et forfærdeligt stort beløb. Hvis du virkelig har en økonomi, hvor du ikke er i stand til at skaffe 100 kroner uden du skal ud og låne dem, så er produktet ikke velegnet for dig. Man er bare nødt til at sige, at hvis man sælger det her produkt til en person, som ikke er i stand til at skaffe 100 kroner, så påfører man simpelthen personen skade ved at udstede et lån, siger professoren.  

Kviklånsfirmaerne tjener især sine penge, når låntagerne ikke betaler lånet tilbage til tiden og indfrier lånet hurtigt. For en ting er den månedlige rente. Noget andet er de årlige omkostninger, som kan rende op, når der kommer morarenter og gebyrer på.  

Kigger vi igen på Vivus hjemmeside, er der en tydelig prioritering i, hvad virksomheden vælger at fremhæve vedrørende deres produkt. Et slogan, der fortæller, man kan “få 6000 kroner på 1 minut”, er stjernen på forsiden med en skriftstørrelse, der er hele 22 gange så stor som selve lånebetingelserne, der er gemt væk helt nederst i højre hjørne.  

Vivus er tidligere i år blevet politianmeldt for vildledende markedsføring, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at der bliver lokket igennem med markedsføringen. Det er således også muligt at få en rabat på sit kviklån. Den første måned tilbyder Vivus en halvt så stor rente, så det bliver mere attraktivt for folk at få foden indenfor.  

Tager man imod lokkemaden, skal man dog være opmærksom på, at renten allerede fra anden måned er tilbage på det vante niveau. Indløser man således ikke sit lån hurtigt, mens tilbuddet er gældende, kan kviklånet stadig blive en ekstremt dyr fornøjelse. I Danmark er der således ingen øvre grænse for, hvor meget man maksimalt kan betale i omkostninger på sit lån. Man kan altså ende med at betale af på kviklånet i ti-tyve-tredive år. Så virker det pludselig lidt ligegyldigt, at man sparede en smule den første måned, hvor der var “tilbud”.  

Alt i alt er lånene designet, så de er svære at tilbagebetale. Det mener professor ved Aarhus Universitet, Carsten Tanggaard, som siger det kort og kontant. 

Deres forretningsmodel er at få så mange som muligt til at låne så mange penge som muligt i så lang tid som muligt.   

-Professor, Carsten Tanggaard


Niels Kjello Andersen klagede over sin oplevelse med lånefirmaet, Vivus.
Og fik et høfligt svar.

Det krævede et mirakel                     

Hvordan skal han komme helskindet ud af sin gæld? spørger Niels Kjello Andersen sig selv. 

2000 kroner. 4000 kroner. 6000 kroner. Som månederne går, spytter han tusindvis af kroner i kviklånskassen. Han betaler sine renteudgifter efter bedste evne, men formår ikke for alvor at betale af på selve lånebeløbet. Niels Kjello Andersen har en kæreste, men gælden til kviklånsfirmaet påvirker også parforholdet.  

Niels Kjello Andersen begynder at skrive rundt til sine venner. Han har brug for en tjeneste. Håbet er at låne penge på en mere venskabelig ordning, så han kan betale Vivus, hvad han skylder, og derefter betale kammeraten tilbage i anskuelige rater. Vennerne viser sig ikke i stand til at hjælpe, og det har Niels Kjello Andersen sådan set forståelse for, “da det stadig drejer sig om ret mange penge”.  

Efter et langt liv som vicevært har Niels Kjello Andersens sparsommelige og betænksomme onkel taget turen til himlen. Da Niels Kjello Andersen var yngre, havde han og onklen et stærkt forhold. De var glade for hinanden, men som tiden gik, gled de fra hinanden, og kontakten blev mere og mere sparsom. Men fra himlen stempler onklen for alvor ind i Niels Kjello Andersens liv med en sidste gestus.  

Niels Kjello Andersen spærrer øjnene op, for alt er ikke som det plejer, da han tjekker sin netbank. Der står 40.000 kroner på kontoen. Forbløffet over sin pludselige berigelse undersøger Niels Kjello Andersen naturligvis sagen og finder ud af, at der er tale om arv fra onklen, som fuldstændig tager røven på sin nevø. Niels Kjello Andersen havde overhovedet ikke regnet med at arve.    

Så kommer lettelsen. Den fantastiske lettelse. Niels Kjello Andersen er straks klar over, hvad pengene skal bruges på. Det allerførste, han gør, er at betale, hvad han skylder tilbage til Vivus. Endelig fri igen.  

Niels Kjello Andersen forklarer, at meget af arven går til kviklånet. Pengene fra onklen er med andre ord altså en kæmpe hjælp.  

  • Med det bånd vi har haft sammen engang, er jeg sikker på, at min onkel er glad for, at pengene har kunne hjælpe mig så meget. Men jeg kan selvfølgelig ikke spørge ham, siger Niels Kjello Andersen. 

Spørgsmålet er, hvad Niels Kjello Andersen egentlig havde gjort, hvis ikke arven var dumpet ind, og det lille mirakel var indtruffet. 

Hvis ikke arven var kommet, ja, så ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort. Så havde det været skruen uden ende. 

-Niels Kjello Andersen

Finansielle termer er langt fra for alle 

Selvom Niels Kjello Andersen har taget en gymnasial uddannelse, vidste han ikke helt, hvad han gik ind til. Danskerne er generelt ikke særligt gode til at forstå finansielle termer. Begreberne, der knytter sig til markedet, er ofte fremmedord, og så er der i branchen også nogle specielle vilkår, der ikke findes på andre markeder.  

Når man normalt handler ind, køber man en vare og betaler for den med det samme. Sådan fungerer det selvsagt ikke med lånene. Her forpligter man sig til at betale pengene tilbage på et senere tidspunkt – plus en pris for ydelsen. Og det er her kæden typisk hopper af for danskerne. Mange kan nemlig ikke overskue den totale pris for lånet.  

Hvis man skal kunne træffe et ordentligt valg på lånemarkedet, er det vigtigt at forstå centrale begreber som eksempelvis ÅOP. Paradoksalt ved man, at danskerne er et af de folkefærd i Europa, der er bedst til matematik, men samtidig er vi nogle af de dårligste til at forstå de finansielle termer, som eksempelvis ÅOP.  

På landets HHX-gymnasier har man valgt at indføre et nyt obligatorisk introforløb, hvor der er fokus på privatøkonomi – herunder lån og kviklån. Det har man gjort for at klæde eleverne bedre på til livet efter gymnasiet.  

Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet mener, at det er en fornuftig vej at gå. Ifølge ham vil det hjælpe, hvis danskerne generelt bliver bedre til at forstå pengesproget. Han har dog også et andet forslag. Ifølge ham burde der skrues ned for de svære finansielle termer og op for mere forståeligt sprog. Derudover mener han også, at det skal fremgå præcist, hvor meget et lån kan løbe op i. Ikke i procent, men i kroner og øre.  

  • Jeg synes, at der er et element af hovenhed over diskussionen. Men jeg tror, at man kan finde mange danskere, der burde vide, hvad ÅOP er, der ikke ved det, siger Carsten Tanggaard. 

Han mener derfor, at det ville være en god ide, hvis firmaerne skulle skrive årlige omkostninger i kroner (ÅOK), i stedet for årlige omkostninger i procent (ÅOP). 

Selv med disse omlægninger tror professoren dog ikke, at samfundets svageste vil være beskyttet mod kviklånsfirmaernes høje renter. Det er flere gange blevet diskuteret, om der skal sættes et ÅOP-loft for at beskytte forbrugerne mod de ekstreme renter, men Carsten Tanggaard tror ikke, det vil være nok til at beskytte de svageste. Derfor mener han, at man skal gå endnu mere drastisk til værks.  

  • For svage forbrugere kan et ÅOP-loft på 0 procent stadig være for meget. Derfor mener jeg, at vi skal sørge for, at kreditvurderingerne bliver ordentlige.  
  • Uanset hvor lav en ÅOP og rente man kan lave, skal lånet jo stadig betales tilbage, siger Carsten Tanggaard.
Sara Larsen håber ikke, at andre ender i sammen økonomiske situation, hun befinder sig i.

Ikke flere lån! 

Et par dage efter vores besøg hos Sara Larsen er hun til møde med den frivillige gældsrådgivning. Mødet munder ud i, at gældsrådgivningen sætter Sara Larsens lån midlertidigt på pause for hende. Afbetalingerne på de mange lån er stoppet, fordi hun fra årsskiftet står uden indkomst, når perioden i fleksjob slutter. For så er der ganske enkelt ikke nogen penge at komme efter for kviklånsfirmaerne.    

I mellemtiden bliver den økonomiske førsteprioritet for Sara Larsen at betale af på de privatlån, hun har taget via Facebook. Disse lån har fungeret som en slags tilskud til hverdagen for hende, siden kviklånsfirmaerne lukkede for kasse ét. Men nu skal det være slut med at tage dem også.  

Gældsrådgivningen har sat en tyk streg under, at der ikke skal optages nye lån af nogen som helst slags. Og når Sara Larsen forhåbentlig finder sig et nyt job snart, så skal hun igen ned på gældskontoret for at lægge en plan for, hvordan hun bedst betaler af på sin enorme gæld.  

Sara Larsen håber ikke, at andre vælger samme vej som hende.  

  • Folk skal ikke ende ligesom mig og have svært ved at betale pengene tilbage. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg kunne vente med at betale tilbage til den næste måned, men til sidst ender man ligesom, jeg står, siger Sara Larsen og tilføjer: 
  • Hvis jeg havde haft muligheden for at stoppe mig selv for to år siden, så havde jeg gjort det, slutter hun.  

Familier fra Vejle har flest penge mellem hænderne

Trekantsområdets største formuer findes i Vejle. Tal fra Danmarks Statistik viser, at den gennemsnitlige familieformue i Vejle er knap 100.000 kroner større end den i Kolding, som indtager andenpladsen.  

Den gennemsnitlige familie fra Vejle har mere guld på kistebunden, end deres naboer fra Kolding og Fredericia. Tal fra Danmarks Statistik viser, at familier fra Vejle i gennemsnit har 100.000 kr mere at rutte med, hvis man sammeligner med Kolding. Forskellen til Fredericia er på næsten 250.000 kr.

 

 

 

 

 

Kulturhovedstad 2017: Får du fuld valuta for dine skattekroner?

Selvom det i høj grad er skatteydernes penge, der betaler for gildet, bliver der ikke sød musik i alles ører under Kulturhovedstad Aarhus 2017. Musikprogrammet mangler bredde, mener kritikere.   

Tusindvis af mennesker deltog i åbningen d. 21 januar. Nu mener kritikere, at ikke alle vil få gavn af Aarhus 2017. Foto: Mikkel Berg 

 Af Simon Andersen Nielsen

” Hvis man vil appellere til et bredere publikum, kræver det en række populære navne, der spænder over flere musikgenrer. Det er ikke lykkedes.”

Sådan lyder kritikken fra Jeppe Würtz, der er formand for Dansk Socialdemokratisk Ungdom(DSU) i Aarhus. Han stemmer i det kor af kritiske røster, som peger fingre af musikprogrammet under Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Northside Festival, Train og produktionscentret for rytmisk musik i Aarhus, Promus, har alle følt sig overhørt i samarbejdet med projektledelsen.

For ensformigt 

 Kritikken er primært rettet mod den manglende forskellighed hos de kunstnere man har booket. Jeppe Würtz(DSU) mener personligt, at den populære rytmiske musik er blevet overset:

”Det er umuligt at lave et perfekt program, hvor alle er 100 pct. tilfredse. Men i det her tilfælde er der alt for lidt rytmisk musik på programmet. Det kunne man med fordel have gjort anderledes,” siger han.

At det også er borgernes skattekroner, der betaler for arrangementerne, gør det i særdeleshed svært at retfærdiggøre manglen på bredde i musikprogrammet, mener Anders Burlund fra Liberal Alliance:

”Jeg synes, det er et problem at bruge skattekroner på projektet, for når kommunen begynder at bruge penge, så bliver den smagsdommer for, hvad der er kultur,” siger han og tilføjer:

”Der skal også være noget til dem, der hellere vil på stadion og se fodbold.”

Ikke for sent endnu

Kulturhovedstad Aarhus 2017 har være i gang i to måneder nu, men det er ikke for sent at gøre noget ved sagen, lyder det fra arrangørerne. Jakob Bundsgaard(S), der er borgmester, og formand for Aarhus 2017 bestyrelsen, mener ikke, at programmet halter så meget, som kritikken antyder. Alligevel åbnede han for en lille måned siden op for en ny dialog med musikmiljøet:

”Jeg synes ikke den rytmiske musik mangler i vores program, men vi er bestemt villige til at genoptage dialogen med musikmiljøet, og der er stadigvæk dele af programmet, som ikke er færdige endnu.”, udtalte han til JP-Aarhus i begyndelsen af februar.

Aarhus 2017’s samlede budget er på 450 millioner kr. Heraf kommer ca. 350 millioner fra Aarhus kommune, øvrige midtjyske kommuner, Region Midtjylland og tilskud fra staten. De sidste 100 millioner kommer fra EU, fonde og private investorer.

Jeppe Würtz mener blandt andet, at det er det fejlslagne samarbejde med eksempelvis Northside Festival, der er skyld i det udskældte musikprogram under Aarhus 2017:

Kineserne kommer

Kineserne kommer

Danmark har som det første europæiske land nogensinde sikret sig en aftale med Kina om et indbyrdes turismeår i 2017. En kæmpe gevinst, mener direktør for visitdenmark, Flemming Bruhn.

 Af Simon Andersen Nielsen

I 2016 overnattede 218.000 kinesere i Danmark. Det tal vil visitdenmark gerne hæve med 25%, når vi når 2018. Foto: Scanpix

Efter ti år med et støt stigende antal kinesiske turister i Danmark, kan visitdenmark nu præsentere et yderligere skub i udviklingen. På fredag flyver erhvervs-og vækstminister, Brian Mikkelsen, til Kina, hvor han skal være med til officielt at erklære 2017 for dansk-kinesisk turismeår.

Direktør for visitdenmark, Flemming Bruhn, er meget tilfreds med de muligheder, aftalen bringer med sig:

”Vi bliver et officielt anerkendt turismeland i Kina, og det betyder rigtig meget for kineserne, når de rejser. Vi får adgang til en række platforme på det kinesiske marked, som vi ellers ikke ville nå ud til,” siger Flemming Bruhn.   

Banebrydende aftale

Det er lidt af et scoop, når Danmark med sin beskedne størrelse har fået et turismeår med Kina stablet på benene. Vi er det første europæiske land nogensinde med en sådan aftale, og det er ikke hvem som helst, der har haft æren før os:

”Indtil nu har det udelukkende været de helt store lande som Rusland, USA, Indien og Korea, der har fået et officielt turismeår med Kina i hus.  Vi er meget stolte over, at det lykkedes,” siger Flemming Bruhn.  

I de lande, som tidligere har haft turismeår med kineserne, er der efterfølgende sket en markant stigning i antallet af kinesiske turister, fortæller Flemming Bruhn. Og visitdenmarks målsætning for turismeåret er, at det kinesiske marked også skal blomstre i Danmark.

Prognosen for 2018 viser den 25% stigning, som visitdenmark håber på efter turismeåret. Kilde: Danmarks statistik

Eventyrlandet Danmark

De sidste ti års udvikling i dansk-kinesisk turisme viser, at Danmark tiltaler større og større dele af den kinesiske befolkning. Vi er som nation dygtige på nogle områder, hvor kineserne har store problemer. Professor i kinastudier, Stig Thøgersen, forklarer det således:

”Kineserne er fascinerede af den socialdemokratiske model, som bliver anvendt med succes i Skandinavien, og så er de dybt imponerede over vores tilgang til miljø og forurening- man kan jo trække vejret på gaden her!”

 Udviklingen handler i høj grad også om, at kineserne har fået flere penge mellem hænderne. Her venter en gevinst for den danske turismeindustri, da kineserne er den gruppe, der bruger flest penge pr. dag, når de er i Danmark. Sidste år brugte kinesiske turister knap 300 millioner kroner sammenlagt.

Forventningsartikel

Jeg hedder Simon Andersen Nielsen, og jeg er 22 år gammel.

Jeg har boet et enkelt år i Sydamerika, men ellers har min bopæl altid befundet sig inden for postnummeret 8000 her i Aarhus. Jeg har en lillesøster i 3.G på Aarhus statsgymnasium og en storebror, der er nyuddannet læge. Jeg har også en sød mor og en skaldet far. Hvad angår fritidsinteresser, spiller jeg fodbold i FC Åben Modus og laver (Prisvindende) radio med Tanzen Mussolini på radio genlud. Derudover er jeg vild med at se sport, naturprogrammer og debatter med folk, som råber. Jeg kan også godt lide mad.

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?

Mine forventninger til forløbet er foreløbigt lidt uklare, da jeg ikke føler mig helt sikker på, hvor rodfæstet den viden jeg fik på sidste semester er. Jeg forventer, at jeg på forløbet om nyheder får konkretiseret min brug af de værktøjer, jeg lærte på første semester og derudover får lagt yderligere kompetencer på som semesteret skrider frem. Jeg regner med, at min sprogtone får en ny, mere journalistisk præget, facet, når det kommer til at dreje sig om nyhedsformidling.

Jeg tror i det store hele, at min forventning primært går på, at jeg får en større grad af kontrol over min proces og mit produkt. På første semester skød jeg NOGENGANGE med spredehagl, og det forventer jeg, at nyhedsforløbet giver mig overblik og evner til at undgå.

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?

Jeg har læst det stof, som er lagt op inden semesterstart. Derudover har jeg bestræbt mig på at se/læse/høre nyheder mindst én gang om dagen- det er gået okay. Udover de to ting må jeg blankt indrømme, at jeg mest bare har holdt ferie.

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?

  • Jeg er god i ideudviklingsfasen, og er samtidigt god til at kvalificere den proces, da jeg dels kan coache de andre og komme med ideer selv. Jeg er især god til at tænke kreativt i forhold til indgangsvinklen til et emne.
  • Jeg er god til at aflæse, hvor jeg har mine medstuderende henne og føler selv, at jeg har en god føling med gruppens moral og velvære.
  • Jeg er en god, konstruktiv feedback’er.

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?

Mine ambitioner for forløbet ligger, ansporet af min faglige mavefornemmelse efter første semester, på 8-10. Jeg ser frem til at prøve kræfter med det hele.

– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?

Jeg har en tendens til at ville mere, end jeg kan. Det resulterer nogle gange i, at mine produkter bliver rodede og uoverskuelige. Jeg er tilbøjelig til at springe over, hvor gærdet er lavest, når jeg føler mig presset. Jeg har haft problemer med at finde frem til mine kilder. Jeg arbejder mig i nogle opgaver alt for hurtigt op på et abstraktionsniveau, der er for svært at komme ned fra igen.

Mit sprog er varieret, legende og billederigt. Jeg har en god fornemmelse af mine opgavers kvalitet. Jeg er god til at tage en anderledes indgangsvinkel, hvis det giver mening for opgaven. Jeg skriver gode rubrikker, leger med ordene og har haft succes med min vinkling indtil nu.

– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?

Jeg vil meget gerne have fokuseret min proces. Jeg har brug for at skabe mere struktur og klarere metoder for at undgå de løse ender, som er nævnt ovenfor. Jeg håber, at min brug af første semesters værktøjer kommer helt ind på rygraden sammen med flere nye, og at jeg efter dette forløb bruger dem fokuseret og sikkert. jeg håber i øvrig, at jeg formår at anvende mit sprog præcist og fængende i forbindelse med nyhedsforløbet.

– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Jeg vil suge alt det til mig, som jeg kan. Prøve metoder og strukturer af og finde frem til de rigtige for mig. Jeg vil søge sparring i forhold til mine opgaver og sørge for, at jeg ikke gaber over for meget på en gang, men i stedet står med den bedste af mine ideer- i den bedste form. Jeg vil forsøge at tænke de ting, jeg lærte på første semester ind, når vi arbejder med noget nyt og på den måde skabe sammenhæng og system i værktøjskassen.

Og hvis alt det ikke virker, vil jeg være åben og forsøge at se, hvad de andre gør rigtigt og lære af dem.

Retsreportage

Mand tæver ekskonens revisor

30 dages betinget fængsel og krav om fuld erstatning. Sådan lød dommen over en 44-årig værkstedsejer fra Skjern, da byretten i Herning mandag afgjorde en sag om vold og smadrede ejendele.      

Af Simon Andersen Nielsen

En hånd suser gennem sideruden på bilen og rammer en ældre mand i tindingen med stor kraft. Hånden fortsætter nedad og griber fat i skulderpartiet, hvor den klemmer sammen og rusker den ældre mand voldsomt. Den finder den ældre mands telefon i hans lomme og kaster den hårdt ind i bilens forrude, som slår en revne. Den ældre mand sidder stakåndet tilbage og sunder sig, da håndens ejermand bevæger sig tilbage mod sin egen bil. Pludselig er hånden tilbage i vindueskarmen i den ældre mands bil og den knytter sig sammen, hvorefter den tungt lander på bildørens låsemekanisme, der smadres. Hånden tilhører en 44-årig værkstedsejer fra Skjern. Den ældre mand er tidligere revisor for værkstedsejerens ekskone.

Revisorens vidneudsagn om fysisk vold vaklede ikke et sekund, men det var ikke alle i retssalen, der delte denne mening. Gengivelserne af handlingsforløbet denne aften i august var mildest talt modsatrettede og påvirkede hele retssagen.

”Jeg slog ham ikke”

Den 44-årige værkstedsejer erkendte i retten, at episoden havde fundet sted, men anklagen om vold afviste han blankt. Han bekræftede, at han i august havde holdt tilbage i et T-kryds og var blevet passeret af en modkørende bil med revisoren bag rattet. Opildnet af raseri vender den 44-årige sin bil og kører efter revisoren i høj fart. Han klodser bremsen og lader døren stå åben, så revisorens vej er blokeret. Højt råbende går værkstedsejeren over mod revisorens bil, hvor vinduet er rullet ned, men i retten vil værkstedsejeren ikke vedkende sig at have udøvet vold. Han beskriver, hvordan han tog fat i sikkerhedsselen og i den forbindelse kom til at ødelægge to knapper i revisorens skjorte:

”Jeg var rasende og jeg ville vise ham, at jeg virkelig mente de ting jeg havde råbt. Men jeg slog ham ikke. Det vidste jeg ville have været at gå for langt.”

 En lang udmagrende skilsmisse 

Værkstedsejerens raseri stammer fra skilsmissen til hans ekskone. Ekskonen havde længe være ansat i revisorens firma og manden mistænkte ekskonen for at have en affære med sin arbejdsgiver. Revisoren havde desuden hjulpet ekskonen med hendes krav til opgørelsen af ægteparrets bo. Ifølge værkstedsejeren havde revisoren været drivkraften bag de høje krav om ekskonens andel i boet og revisoren skulle efter sigende have nedlagt veto, da ekskonen havde accepteret en aftale med værkstedsejeren. I perioden havde værkstedsejeren samtidigt måtte være adskilt fra sin datter og han følte efter eget udsagn, at revisoren havde ødelagt hans liv.

Dømt

Anklageren ønskede, at straffen skulle omfatte både den fysiske vold og skaden på revisorens ejendele. Under en samtale med kriminalforsorgen havde værkstedsejeren erklæret sig uegnet til samfundstjeneste og anklageren ønskede derfor, at strafudmålingen skulle være på 30 dages ubetinget fængsel og krav om fuld erstatning.

En dom krævede, at retten mente, at værkstedsejeren havde slået revisoren og da der forelå billedbeviser, og en udtalelse fra revisorens læge, vurderede en enig domsmandsret, at slaget havde fundet sted. Dommen lød på 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år og værkstedsejeren skulle betale for alle skaderne på både bil og telefon. Dommen betød dog, at værkstedsejeren ikke skal i afsone sin dom i et fængsel.

 

 

Når livet gør ondt

Min datter bliver aldrig rask

At have en datter med en kronisk, livstruende sygdom er ikke noget let livsvilkår, men Kirsten Skipper Braun har lært at forene sig med smerten og lever sit liv på trods af modgang.  

Af Simon Andersen Nielsen

dscn5121

Kirstens øjne er blanke og hendes kæbeparti sitrer lydløst, idet hun sagte bider tænderne sammen. Lyset fra en standerlampe skinner ind skråt fra siden og hendes ansigt ses kun tydeligt, når hun læner sig tilbage. Hænderne er foldet i skødet og uden for vinduet bag hende er alting kulsort.  Det er godt tre år siden, Kirstens datter blev hasteindlagt på Skejby sygehus med nyresvigt på begge nyrer, men selvom datteren overlevede, er faren langt fra passeret. Datteren lider af Atypisk Hæmolytisk Uræmisk Syndrom, som er en genetisk fejl, der fører til dannelsen af blodpropper i små blodkar over hele kroppen. Det var disse blodpropper, der i sommeren 2013 fik begge nyrer til at svigte hos Kirstens datter. I årene efter indlæggelsen har den lille families hverdag været præget af konstant alarmberedskab, men som tiden er gået har Kirsten tilpasset sig livet som mor til en kronisk syg datter, og livet er ikke længere så mørkt, som vinteraftenen udenfor antyder.

Verden går i stå

Det er juni 2013 og Kirstens 19-årige datter skal til sin første mundtlige studentereksamen. I dagene op til får datteren det så skidt, at Kirsten tager hende til lægen, hvor hun bliver undersøgt og får taget en blodprøve. Lægen analyserer prøven og kort efter hasteindlægges datteren på Skejby sygehus’ nyreafdeling. Den mundtlige eksamen er pludselig meget fjern og hverdagens tandhjul går med et i stå for Kirsten.

Hun kører i dagene efter indlæggelsen frem og tilbage mellem sygehuset og sit hjem i Højbjerg, og i samme tidsrum er der ’skulptures by the sea’ ved tangkrogen i Aarhus:

”Hver gang jeg kørte forbi, tænkte jeg: ’hvordan helvede kan de mennesker gå dernede og kigge på det der? Ved de ikke hvad der sker’?”, fortæller Kirsten.

Verden gik sin gang, men for Kirsten stod tilværelsen i stampe. Hun var ked af det, gik ned i vægt og led af søvnbesvær i perioden, hvor datteren var indlagt, og Skejby sygehus blev en lukket boble, hvor hele Kirstens fokus lå:

”Det var ren overlevelse. Kun det basale betød noget, såsom: ’er den næste blodprøve god’ eller ’kan min datter måske spise lidt nu’.”

”Jeg lægger mit barns liv i jeres hænder”

Det kan føles naturstridigt, at børn bliver dødeligt syge, mens forældrene blot kan se til og håbe. For Kirsten er det forbundet med en følelse af afmagt og uretfærdighed:

” Jeg lægger mit barns liv i jeres hænder, gør noget forhelvede”, husker hun at have tænkt.

Kirsten understreger, at det ikke bliver nemmere, når det sygdomsramte barn er 19 år og på mange måder gammel nok til at forholde sig til situationen og til at udtrykke sig:

”Jeg ved ikke, hvor mange gange min datter lå derude og sagde: ’ jeg kan ikke holde det ud mere, mor, jeg har det så dårligt’,” fortæller Kirsten.

Der var tidspunkter, hvor hun bare var nødt til at komme ud af hospitalet, for ikke at vise sin datter, hvor hårdt det tog på hende:

”Jeg skulle bare ud fra hospitalet og ryge en cigaret. I de situationer havde jeg mest lyst til at give mig til at tude, fordi jeg tænkte, at det her kom jeg aldrig over.”

Afløb for det man ellers ikke må sige

Rollen som mor til en datter i livsfare er ikke kun hård, fordi man er bange på vegne af den, der er syg. De stille timer på sygehuset og derhjemme bag nedrullede gardiner tvang Kirsten til at mærke sine behov og følelser, hvilket blandt andet fik betydning for størrelsen på Kirstens netværk. Behovet for at tale om tingene var til stede, men det tog lidt tid før hun fandt det rette forum, at gøre det i. Kirsten meldte sig ind i gruppen ”Pårørende til nyresyge” på Skejby sygehus, og det var her hun fandt trygheden til at tale åbent om sine inderste følelser:

”Det var et forum, hvor man godt måtte sige ’det her er kraftedme også synd for mig’,” fortæller hun.

Et sted med folk, der på egen krop havde følt og mærket de ting, som Kirsten ikke vidste, hvem hun ellers kunne dele med:

”Det er også et forum, hvor man må få lov at være træt af den, der er syg, uden at nogen tænker grimt om en,” beskriver hun.

I dette forum fandt Kirsten en måde at kanalisere nogle af de frustrationer, som udenforstående ville anse som tabu. F.eks. at det langt fra kun er den syges liv, der vendes på vrangen, når det hele spidser til.

Alarmberedskabet nedtrappes

Tre år er gået, men sygdomsforløbet ligger stadig latent under overfladen i Kirstens liv. Selvom datterens sygdom holdes i bero via medicin, er frygten for tilbagefald stadig til stede:

”Lige meget hvilket tidspunkt min datter ringer på, så begynder mit hjerte at galopere og hvis det er ukendt nummer, så tror jeg straks det er Skejby, der ringer for at sige, at nu er den gal igen.”

Det er blevet et livsvilkår for Kirsten, at datterens sygdom vil være der for altid, og som årene går bærer hverdagen da også mindre og mindre præg af konstant at være på vagt:

”Jo mere tid, der går, jo mere plads bliver der også til bare at være mig selv”, siger hun.

Det hjælper meget, at datteren i dag bor på egen hånd og slår sine rødder på sit drømmestudie:

”Når hun er glad, er jeg glad”, smiler Kirsten.

Du kan ikke klare det alene

Der er stadig dage, hvor uvisheden kaster skygger over tilværelsen, men Kirsten har lært sig selv at kende igennem de seneste år og ved, hvordan hun skal håndtere det:

”Når det nager, snakker jeg med mig selv eller andre om, hvad det er, der er svært og uretfærdigt. Jeg bruger mit netværk til at sætte ord på tingene og så taler jeg også med min datters far om det, da det jo egentlig kun er os to, som ved, hvordan vi helt præcist har det.”

Til de ting, der er svære at dele med udefrakommende, har Kirsten stadig sin støttegruppe på Skejby. Støttegruppen har været et forum fyldt med ligesindede, der selv har følt og tænkt mange af de samme ting, som Kirsten tumler med. Det er et rum, der emmer af forståelse og hvor indlevelsen i andres smerte, kan kaste nyt lys på ens egen:

”Der strømmer en bølge af varme imod dig, når du deler dine bekymringer med en gruppe mennesker, der virkelig forstår dem”, siger hun.      

 Når livet gør ondt, opfordrer Kirsten andre pårørende til at finde deres egen måde at håndtere følelser og frustrationer på:

”Hvad end det er en psykolog, en støttegruppe eller noget helt tredje, så handler det om at finde sit outlet og komme af med det, for man kan simpelthen ikke klare det alene.”

 

Ákos SU koster 44 timers arbejde om måneden

Ungarske Ákos Kovács står over for mange udfordringer, men han er taknemmelig for sin nye tilværelse som økonomistuderende på BSS i Aarhus.

Af Simon Andersen Nielsen

Skurvognens rude er dugget. Ikke et eneste lys er tændt, og kun skæret fra en computerskærm afslører to silhuetter derinde. Vinduet står på klem og det damper ud med varmen fra en gryde i kog. En af silhuetterne kigger ud, og en hånd løftes i en hilsen.

Ákos kommer til syne ved at klemme sig forbi den anden silhuet, som sidder ved det lille køkkenbord. Han åbner lydløst døren til skurvognen og siger, at snakken nok må tages ovre på Godsbanen, da hans tredje bofælle ligger og sover.

Man kan høre rungende fodtrin inde på Godsbanen, hvor Ákos fortæller om manglen på plads og understreger, at udstyret i skurvognen intet fejler. Det er pladsen, der virker hæmmende for de tre beboere.

 Lærer dansk og arbejder for sin SU

Ifølge reglerne for udenlandske studerende er Ákos påkrævet at arbejde 10-12 timer for at kunne modtage SU. Ákos medgiver, at det gør hans hverdag hårdere, men han mener sagtens, at han kan løfte opgaven.

”I see many people who manage to do this, and if they can do it – then so can I.’’

Ákos balancerer et fuldtidsstudie og et deltidsjob, og ved siden af det har han også 4 timers undervisning i at lære dansk om ugen, samt sociale forpligtelser i sin nye klasse. Det er mange ting, men han accepterer situationen og kigger fremad:

”I’m not mad about it. This is not my country,” siger han.

 Den danske drøm

1742 km., sin familie og hele sin vennekreds lagde 20-årige Ákos Kovács bag sig, da han i sommers forlod Debrecen i Ungarn til fordel for Aarhus. Ákos bor i en skurvogn på Godsbanen og kom til Danmark med blot en studieplads og bookingreferencen til sin midlertidige bolig.

Han fortæller stolt om sin families rolle i hans valg om at tage til Danmark, og om hvordan de altid har opfordret ham til at have ambitioner og drømme. Det er disse ambitioner og drømme, der har hjulpet ham til at rejse og hive teltpælene op.

”Aarhus has a top-100 university with top-100 university teachers. You could never get this back in Hungary”, siger han.

Med glødende øjne og med entusiasme i stemmen forklarer Ákos, at han er fast besluttet på at få det absolut bedste ud af sit ophold i Danmark. Han siger, at det er udfordrende, men at udsigterne til en bedre fremtid overskygger de negative sider.

Savner sine venner

Ákos beskriver den første tid i skurvognen, hvor alt var nyt og spændende. Billeder af lejrtursstemning males frem af historier om strandture, rundkredse om bål og fællesskab blandt skurvognenes beboere. Smilet på læberne forstummer i takt med historierne, og han kigger pludselig op.

”But eventually most of the people moved on. I miss the more constant relations.’’

Små rynker titter frem på Ákos pande, da emnet lander på hans venner og familie i Ungarn. Han nævner med et halvhjertet smil en kanotur, som han i stille stunder tænker sig tilbage til. Kanoturen vækker følelser af afsavn, og de sænkede skuldre vidner om en byrde, der tynger Ákos.

Det er ikke altid nemt at være Ákos. Der er både kravet om 44 timers arbejde i måneden, et fuldtidsstudie, et svært dansk sprog og afsavnet til dem derhjemme, men han hæver blikket og ser fast frem for sig:

”Every time I feel sad about my situation, I remind myself why I chose to come here and how it will help me achieve a better and brighter future”.     

Antal tegn: 3482

akos-foto

Rid dig yngre

Pernille Vilholm Ibsens passion for islænderheste har vendt op og ned på begrebet fritid og fylder hendes hverdag med overskud og mod på tilværelsen. Helt uden at koste hende en formue.

Af Simon Andersen Nielsen  

Fire børn, tre heste, en hund, en fuldtidsstilling og en ægtemand. Pernille Vilholm Ibsens hverdag er fyldt med gøremål, men passionen for islænderheste hjælper med at samle mange af enderne. Hele familien er involveret på den ene eller anden måde og familiedynamikken stortrives under mors hobby.

” Jeg bliver en sødere mor og kone på alle mulige måder, når jeg har været i stalden,” siger hun.

Siden Pernille Vilholm Ibsen for otte år siden købte sin første islænderhest, har hun tilbragt tid svarende til en mindre deltidsstilling i stalden på Fløjlstrup Mark i Beder.  15 timer om ugen, som førhen ville være blevet brugt på sofaen med en tv-serie eller et dameblad, men som nu skaber værdi i hverdagen. Det er her, hun tanker op til dagens øvrige gøremål.

For Pernille er stalden en tidslomme, hvor dagens stress renses ud af hovedet, og hun får nulstillet sig selv efter en lang dags arbejde. Samværet med sine tre islænderheste, kombineret med et møde med naturen på rideturene, genoplader fuldkomment batterierne hos Pernille og virker som en slags meditation.

”Det er det, der giver mig energien til alt det sure. Det er det, der gør, at når jeg kommer hjem, kan jeg godt lige overskue at skulle tage opvasken, lave mad og vaske tøj,” siger hun.

Tid til det hele

Selvom det primært er Pernille selv og hendes teenagedatter Freya, som rider på hestene, så hjælper de øvrige børn og ægtemanden, Henrik, til med nogle af de praktiske gøremål såsom vedligeholdelse af hestetrailer, rengøring af bokse og deltagelse i staldens arbejdsdage. Pernille er dog primus motor og bruger klart mest tid med hestene:

Stalden er blevet et af de bærende fællesskaber i Pernilles hverdag og med en fælles interesse i form af hestene, giver stalden både det førnævnte samlingspunkt for familien, men åbner også for relationer til andre ligesindede:

“Det indebærer også at ride en tur med en veninde i tre timer og diskutere alt mellem himmel og jord. Det er lidt som at være ung igen” smiler hun.

” Indimellem gør jeg det ’undercover’ og siger, at jeg arbejder længe,” griner hun.

Pernille arbejder som forretningscontroller på Aarhus universitet og har en arbejdsdag, der primært handler om tal, en computer og en kontorstol. Hun beskriver selv sit job som værende ’oppe i hovedet’ og det er præcis her islænderpassionen virker afbalancerende, da mødet med hestene tvinger hende til at komme ned i kroppen og mærke efter. Hestene er både tiden og pengene værd.

Finansieret af hundehvalpe

Pernilles islænderhest koster i omegnen af 60.000 kr. Det er mange penge at poste i en fritidsinteresse, men i Pernilles tilfælde er pengene ikke gået fra kostbudgettet. Hjemmet i Odder huser nemlig en firbenet guldgrube; bomuldshunden Lucca, som fik et kuld hvalpe, der skulle vise sig at være en hel islænderhest værd.

Projektet med hvalpenes opdrætning havde været Pernilles ansvar, og derfor hørte hun intet brok, da hun ville investere pengene direkte i sin passion. Ligeledes bestemte hun også, at Luccas næste kuld hvalpe skulle finansiere nye sadler året efter.

Hestene er blevet så integreret en del af Pernilles hverdag, at hun ikke kan forestille sig et liv uden. For hende er livet for kort til altid kun at gøre det sure, og hun har med sin islænderpassion hun fundet en arena, der forener og driver de vigtigste dele af hendes liv.

Hun opfordrer; ”Gør det, du bliver glad af først. Opvasken kan sgu altid vente”.

Artikel: Fastlåst i Aarhus

Fastlåst i Aarhus: Er det ham eller byen, der skal oppe sig?

rasmus

Rasmus har boet i Aarhus i samlet 1,5 år og føler allerede, til tider, at livet i byen er kørt fast. 

 Af Simon Andersen Nielsen

Ny start, ny by = ny energi. Sådan er det i hvert fald for mange, men tilsyneladende ikke for 22 årige Rasmus. Rasmus er for nyligt flyttet til Aarhus, men har tidligere boet i byen i ca. 1,5 år.

Da snakken falder på, hvorfor Rasmus er flyttet til Aarhus igen, er der én ting, som skinner igennem: ”Primært er det DMJX og ikke Aarhus, jeg er flyttet hertil for”, siger han og slår en klar streg under, hvor stor betydning uddannelsen har haft på hans valg af bopæl. Der er noget usagt, en elefant i rummet, men den vender vi tilbage til.

Netværket i orden

Rasmus er, som sagt, helt nystartet studerende, på DMJX i Aarhus, og har været bosat i byen siden juni måned i år. På trods af den relativt korte residens i byen, har Rasmus et netværk i Aarhus, der er sammenstykket af bekendtskaber fra mange forskellige steder. Dels er der en gruppe af tidligere medstuderende fra statskundskab på AU, dels er der en gruppe fra Rasmus’ tidligere højskole og til sidst en gruppe ”venner hjemme fra provinsen, hvor jeg kommer fra”, som han selv siger det.

Til spørgsmålet om han er tilfreds med sit netværk i Aarhus, svarer Rasmus: ” Ja det er jeg.  Jeg synes efterhånden at jeg har mange gode bekendtskaber”. Det sociale er altså på plads.

Er Aarhus simpelthen for lille?

Det er ikke mangel på det sociale, der klemmer luften ud af tilværelsen for Rasmus, men hvad er det så? Hvad er det, der giver denne følelse af at stå i stampe? Jeg beder Rasmus om at forklare, hvad, ved Aarhus, han tror medvirker til tomgangen: ”Hvis jeg går i byen i Aarhus, ender jeg altid på de samme beværtninger, og med de samme mennesker, og hvis jeg vil ud at spise i Aarhus, er udbuddet småt. Aarhus er måske bare lille på en måde”, lyder svaret. Elefanten er ude i det fri.

Aarhus’ størrelse, og bybillede, virker til at have en indskrænkende effekt på Rasmus og hans mulighed for at få stimuleret sine interesser. Holdt op imod en fortid i den nordjyske by Frederiks kan dette godt virke lidt mærkværdigt og jeg spørger ind til, hvad bevæggrunden for denne stilstand kunne være:  ”Det er nok rigtigt, at hvis jeg søgte, og brugte, byen mere, så ville jeg være væsentligt mere positivt stemt. Jeg synes Aarhus er en dejlig by, og der er mange ting jeg ikke har udnyttet i samme grad som jeg fx gør i KBH.”

Søg, og du skal finde

Jeg spørger Rasmus om han kan se muligheden for aktivt at opsøge nye ’græsmarker’ i Aarhus og på den måde åbne horisonten lidt op. Rasmus fortæller, ” Det er fordi det er for nemt og falde ned i det man plejer at gøre”. Old habits die hard. Rasmus fortsætter, ” Jeg har ikke været så velbevandret i andre byer, som jeg er i Aarhus, så jeg har måske været mindre nysgerrig her, hvor jeg ligesom er blevet indført i, hvordan man gør tingene gennem mine Aarhus bekendtskaber”. Der etableres lige så stille en forståelse af, at mønten måske har to sider. Måske er Aarhus ikke så åbenlys i sine kulturelle, sociale udbud som fx København, men man finder intet her i livet, hvis man ikke leder. Rasmus skal udfordre både sige selv, og byen, for at komme ud af det trummerum han er havnet i. Måske kan han endda bruge DMJX-starten som en hjælp til dette?